Ein man will nach oben og er det eneste perfekte i livet superelipsen og cirklen?
I bestræbelserne på at opnå ”Det perfekte liv” har jeg givet køb på mig selv og mine egne værdier. Jeg har troet at de forventninger jeg forventede at skulle leve op til var gældende og i mine bestræbelser for at nå det jeg troede var perfekt, har jeg indgået en del kompromisser med mig selv, for på en eller anden måde at opfylde disse forventninger. Jeg må sande, at hvad jeg troede var forventet ikke er den endegyldige sandhed og at det perfekte liv ikke findes. Det eneste som eksisterer som tilnærmelsesvis er perfekt er superelipsen og cirklen.
Jeg har altid bestræbt mig på er blive bedre, en bedre kæreste, en bedre far, en bedre ven, en bedre medarbejder og kollega for at komme ud over middelmådighedens ligegyldighed overfor alting. Jeg har lagt energi i at skabe de perfekte rammer og midt i alt dette har jeg glemt det vigtigste for ethvert menneske – en selv.
Over tid har jeg til fælles bedste indgået rigtigt mange kompromiser og har i den proces slebet mere og mere af mig selv. På trods af hvad det egentligt var jeg ville, må jeg nu klogere erfare, at ingenting er perfekt og at jeg trods det vil vedblive med denne søgen efter det perfekte på Platonisk vis. På denne vis vil jeg altid sætte målene højere, men vil forsøge at nå dem på anderledes vis, således at jeg ikke igen kommer ud for at skulle skabe så store forandringer, at ingen kan følge med. Det giver en følelse af utilstrækkelighed og det der skulle have været et gult kort eller et STOP, er gledet mig ud af hænderne og ”It´s beyound my control”. Alting skete så pludseligt og så veltilrettelagt, at tanken om forandring aldrig nåede at bundfælde sig, hvilket afstedkom den nuværende situation. Ord og handlinger bliver mig tillagt og jeg må jo påtage mig min del af ansvaret. Dog er det ikke mit alene. Jeg så det ikke komme i det jeg kastede mig ud i at bruge min tid forkert og var fordybet i projekter og tidsrøvere som på mange måder var mig magtpåliggende i mine tanker om forventningsindfrielse. Jeg tror ikke jeg er ene om dette og hvad jeg høre rundt omkring, så kan man dele op i dem som accepterer og i resten af livet vil fortsætte en af andre planlagt cirkulær fremtid eller også stiller man spørgsmål og spiller højt. Det sidste giver chancen for forandring og en mulighed for at kunne tilvejebringe drømme, ønsker og ideer ud over det cirkulære liv som jeg altid har været imod.
Er jeg så ked af det? Både ja og nej, det giver jo sig selv at det på ingen måde er en nem proces at tage stilling og tage bestemmelse over hvad det er man vil og finde frem til hvad man ønsker. Det har for mig altid været nemmest at finde ud af hvad jeg ikke ønskede. Sådan tror jeg der er mange der har det. Men at gå efter det man ikke ønsker er ikke det samme som at gå efter det man ønsker. Jeg tilstræber derfor at finde ind til det jeg ønsker. 45 år er gået og jeg har indtil videre haft et rigtigt godt liv, men det er først nu at jeg endelig har taget stilling til livet og det af stedkommer at jeg må finde ud af hvad det er jeg vil, således at mine kerneværdier vokser og jeg finder ind til mig selv igen, for kun derved kan jeg skimte Platons ide om det utopiske og opnå at tilvejebringe mig det liv jeg ønsker.
Omvendt er jeg ikke bleg for at indrømme at når nu jeg er hvor jeg er, så er det en genfødsel som igen giver nye muligheder, hvad enten jeg må tilvælge eller fravælge. Når der igen er fuldt oplyst tror jeg ligegyldigt, hvad der sker, at alle kommer bedre ud, er styrkede og bedre vil kunne finde kernen.
