Kan man dø med huller i strømperne?
I de forløbne måneder har jeg tænkt lidt over mange ting og det er ikke altid, at der er en sammenhæng i det udkomne. Jeg har egentlig ikke kunne fastslå en egentlig konklusion og jeg tror, at Boye har ret, når han siger 2009 bliver det bedste år nogensinde.
Sagen er den, at man hurtigt bliver medløber og mister sig selv i konformitetens navn. Man vågner op og så må der forandring til for at ændre på den tilstand.
I min naivitet troede jeg på et tidspunkt i mit liv at jeg havde opnået en stor forståelse for det kvindelige køns måde at tænke på. Jeg må sande, at det er en sandhed med modifikationer. Efter en del års samliv med en kvinde, går alt jo rigtigt fint de første mange år, men så langsomt bliver ens liv og selvbestemmelse taget fra en og man ender med at være ligeglad.
Det begynder så uskyldigt, med at man deler alle opgaver, men hurtigt må man ikke mere vaske op, for det er hurtigere og bedre hvis hun gør det. Det samme gælder tøjvask. Skat du vasker for varmt, du blander tøjet forkert mm, så det er nemmere at jeg gør det. Så det er det. Skal jeg så ikke hænge tøjet op? Jo tak. Hvorfor hænger du det op sådan der? Det giver jo mærker efter klemmer, hvordan er det du lægger tøjet sammen? Videre går det med hvad for noget tøj man går i og hvad man kan have på til forskellige begivenheder. Madpakker til børnene etc. Til sidst så acceptere man bare sin tilstand og bliver ligeglad. Hverken glad eller sur - lykkelig eller ulykkelig og med denne salamimetode mister man sit liv til ingenting og al begejstring fortaber sig. Mange mødre ligger tøj klart til deres børn, således at mand og børn kan klæde børnene fornuftigt på. Sker det så at der ikke er lagt tøj frem og vi selv finder noget, så er der ballade i fald faverne ikke passer eller der er huller på strømpebukserne eller …… Så smid dog de hullede strømpebukser ud. Farver og smag er individuel. Nå men tiden går. I mit tilfælde er der vel gået 3 - 5 år før jeg vågner op og konstaterer virkeligheden. Kirstine spurgte mig for et lille års tid siden hvorfor jeg ikke bestemte noget mere??? Tankevækkende. Jeg tror ikke at den kvindelige salamimetode er en bevidst handling, men snarere et udtryk for dels at have kontrol, dels at gøre det så godt som muligt. Som mand er man heller ikke fejlfri, men at man gennem mange år indgår diverse kompromisser må uafladeligt føre til at man mister sin identitet på et eller andet niveau. Som sådan kan man ikke anbringe et ansvar om skyld for at det går som det går og det er først i efterrationaliseringens klare lys, at man kan se hvad der er sket og så kan det være svært at vende frem eller tilbage.
Det kommer desværre nok til at tage en rum tid endnu før tiderne skifter, men mange af os der er vokset op i 60erne og 70erne er blevet opdraget til at kunne tænke selvstændige tanker og tage vare på eget liv. Man kan selvfølgelig bare acceptere den tilstand af ligegyldighed for man har det jo egentligt meget godt. Gode trygge rammer mm. Jeg har talt med rigtigt mange om dette og mange har lign oplevelser og en del accepterer så bare at skulle leve i ligegladhed og bruge kostbar tid på ligegyldigheder, men flere og flere får gjort noget ved situationen. Enten får konen til at indse at hun ved sine handlinger og ved mandens accept og samtykke amputerer al fremtidig platform for et fornuftigt liv eller også må man skilles. Vi har dels et ansvar for vores eget liv, men i særdeleshed et ansvar for vores børn og deres generation og så nytter det ikke at de vokser op og opdrages til et handlingslammet og hæmmet liv, som begrænser sund fornuft og selvstændig tænkning. Jeg ved godt, at det ikke er velset alle steder, at man kan danne sine egne selvstændige tanker, men det er der et stor behov for, lige som der er behov for evige forandringer og en Obama. Jeg har behov for forandring og at tænke selv, at kunne glædes ved enkle ting, at kunne forestille mig, hvad jeg har lyst til, at spise, at gøre og så har jeg et behov for at skabe i en eller anden grad. Men det kan man ikke når man er ligeglad, så går det ud over alle omkring en og en selv. Tal til det positive i dig selv i og i andre, lad være med at skabe begrænsninger, se de nye muligheder og vær ligeglad med om du har hul på strømpen når du dør!
